Beskrivelse
De frie ånder er et politisk og filosofisk cyberdrama.
Clara Louise, Sally og Jasper har det til fælles, at de er nedslidte af stress, misforståelser, nedværdigelser og magtmisbrug. De opgiver troen på samfundets institutioner og søger at skabe en bedre verden gennem politiske og filosofiske diskussioner. Da demokratiet ikke længere virker, beslutter de at omsætte deres tanker til handling. Gennem cyberangreb på danske storbanker og på vand- og strømforsyningen i Moskva søger de opmærksomhed for deres politiske budskab.
Det får katastrofale følger.
Forfatter Peter Høilund
Anmeldelse af Charlotte Haile skrevet 17/05-2021
De Frie Ånder handler om Clara Louise, Sally og Jasper, der alle tre er desillusionerede med deres eget liv og den måde, verden bliver ledet på. De finder ligeværdige fæller i hinanden, og efter mange, lange filosofiske og politiske diskussioner beslutter de at grundlægge en ny organisation som fundament til en ny og bedre verdensorden. Herved opstår De Frie Ånder. Trekløveret formår at tiltrække sig et mindre antal følgere, og sammen planlægger de at udbrede nyheden om De Frie Ånders eksistens gennem et cyberangreb på nogle af de institutioner, der er med til at opretholde den nuværende samfundsorden.
De Frie Ånder sætter forskellige emner til debat: Hvornår er man naiv, og hvornår har man fat i den lange ende? Hvornår er man terrorist, og hvornår er man frihedskæmper? Hvornår helliger målet midlerne, og hvornår gør de ikke?
De Frie Ånder er en interessant fortælling med et usædvanligt plot. På bogens bagside beskrives den som et ”politisk og filosofisk cyberdrama”, og det er helt klart en fordel, hvis man som læser har interessere for politik og filosofi.